Jeg var faktisk lige ved at skrive det i sammen kommentar, men tænkte, at det måske ikke interesserede dig.

Mit valg stod imellem medicin på den ene side, og psykologi på den anden side. Jeg har brugt lang tid på at undersøge og udforske de forskellige muligheder disse studier giver adgang til.

Lige meget hvordan man vender og drejer den, er medicinstudiet unægteligt et bedre valg, hvad angår fremtidige karriere- og jobmuligheder.

Jeg antager desuden ikke psykologien som værende en videnskab - dette gør dog ikke faget mindre rigtigt. Hvis jeg således valgte psykologi, skulle det enten være neuro- eller kognitionspsykologi (som begge baserer sig på hjerneprocesser), eller specialpsykolog i psykiatrien. Der er dog mange problemer med valget af disse.

Det primære og altoverskyggende problem ved valget af psykologistudiet er dog, at det inderholder et minimum af neurobiologi, hvilket jeg finder mindst ligeså interessant som filosofien og psykologien i sig selv - og jeg ser det ikke mindst som en ubetinget nødvendighed for at forstå og kunne analysere og fortolke mennesket. På medicin har jeg alle muligheder for at forstå mennesket i både en generel humanbiologisk, såvel som neurobiologisk kontekst, og jeg får således alle kompetencer jeg har brug for, for at forstå og ikke mindst hjælpe andre mennesker med deres psykiske problemer. Medicinen er også et vigtigt aspekt - ligeledes at kunne diagnosticere somatiske sygdomme (hjernetumorer, eksempelvis, kan fremkalde depressive symptomer).

At gå den anden vej - altså psykologi, og derefter lære de samme nødvendigheder/kompetencer - er umuligt. Du vil i hvert fald ikke få arbejde og løn som fortjent - og på papiret vil du aldrig være kvalificeret til det.

Så kort sagt: For mig er psykologien ikke en videnskab, og på studiet er der et minimum af neurobiologi, som jeg antager som værende en nødvendighed for vores forståelser af mennesket. Derfor forsøger jeg mig med medicinstudiet, og skulle det i sidste ende ikke være mig, så tager jeg psykologi næste år.

Desuden: Jeg finder ligeledes den generelle humanbiologi interessant. Anatomi og fysiologi er spændende - og kirurgien synes jeg også lyder interessant, på trods af, at jeg nok ikke kommer til at udføre ret meget praktisk lægearbejde, andet end det der er påkrævet/obligatorisk på både studiet, og til at jeg kan redde menneskeliv.

Og du har ret: Jeg er meget abstrakt tænkende, men jeg er ligeledes god til fysik, kemi og matematik. Jeg finder blot det andet langt mere interessant. Men heldigvis er der stor forskel på biologi og de andre 3 fag, så jeg har forhåbninger om, at jeg nok skal finde det meste af pensum interessant, og at jeg nok skal gennemføre det med lidt god vilje :) (jeg har altid haft en dårlig arbejdsmoral, men kun, når det gælder ting, jeg ikke er blevet udfordret af - jeg har altid læst meget i min fritid, både fag- og skønlitteratur på meget højere niveau, end det der har været mig påkrævet).

En sidste ting er, at jeg har godt af at blive udfordret. På psykologistudiet ville jeg ikke få lavet ret meget, tror jeg, da jeg ville se det som værende for simpelt (dette skal ikke forstås arrogant/negativt - jeg har bare generelt meget nemt ved de fag, frem for, at jeg selvsagt er nødt til at læse meget, og arbejde hårdt, når det gælder naturvidenskab - dette kan man jo ikke ræsonnere/tænke sig frem til på samme måde).