Der er rigtig meget at se frem til i den kommende uge, når WCG Seattle tager hul på de endelige finaler i Counter-Strike 1.6, og en lang række andre spil til eventen.
XplayN.com vil i vanlig stil fokusere primært på Counter-Strike delen, og i samme forbindelse har jeg gennemgået den top fire vi tror på.
Lidt læsning til en kedelig søndag - værsgo!
Dem tror vi på - i kronologisk rækkefølge
1.
PGSPokerStrategy.com
Det polske mandskab var senest i aktion til den polske WCG-kvalifikation, hvor holdet som bekendt vandt meget overbevisende, og endnu engang beviste at de er bedst i Polen - og formentlig også i verden. Sidste rigtige turnering holdet deltog i, var GameGune, hvor man skuffede og kun endte på en 5. plads - til gengæld dominerede man til ESWC. Holdet har efterhånden siddet på Counter-Strike tronen i rigtig lang tid, og må også betegnes som temmelig store favoritter til at snuppe WCG trofæet. Holdet har dog i flere omgange været til at ryste, selvom det er sjældent det sker. Blandt andet har man også en række 2. pladser fra events i år, tag for eksempel SHGopen og SEC, hvor polakkerne trods suverænt spil alligevel ikke har kunnet holde niveauet i den endelige finale. Mandskabet har på det seneste også været involveret i rygter om et skifte til MYM, men fik alligevel en aftale i stand med den nuværende arbejdsgiver - det betyder at holdet fuldt ud kan koncentrere sig om spillet i Seattle. Holdet besidder lige p.t. verdens bedste spiller i form at Neo, der blev kåret som årets Counter-Strike spiller ved en ceremoni tidligere på året.
Jakub 'kuben' Gurczyński
Mariusz 'Loord' Cybulski
Łukasz 'LUq' Wnęk
Filip 'Neo' Kubski
Wiktor 'TaZ' Wojtas
2.
fnatic
fnatic er et andet hold der har holdt sammen i rigtig lang tid efterhånden. Sidst vi så fnatic var til WonderBase 2007, hvor holdet var store favoritter, og som bekendt gik helt til tops. Præmien var en finaleplads til KODE5, og selvom holdet tabte et enkelt map i finalen mod SK, var fnatic i sidste ende fortjente vindere af turneringen. Holdet strøg også helt til tops ved GameGune i Spanien tidligere på året, og sandelig om man ikke også tog sejren ved NGL-One sæson 3 og WEG e-Stars. Svenskerne er i det hele taget med på podiet stort set hver gang de spiller, og må betragtes som de største konkurrenter til PGS. fnatic har også et par af verdens bedste spillere i stalden, blandt andet i form af dsn der konstant bliver undervurderet, men som betyder så uendelig meget for holdet. Derudover har man naturligvis stjernen over dem alle, f0rest, der plejer at være en af de vigtigste brikker også.
Oscar 'Archi ' Torgersen
Patrik 'cArn' Sattermon
Harley 'dsn' Orwall
Patrik 'f0rest' Lindberg
Oskar 'ins' Holm
3.
Team Germany
Tyskland skabte røre, da de ville samle alle de bedste spillere på et landshold, og lade det deltage i den tyske WCG-kvalifikation. Holdet vandt ganske let, og dermed kunne tyskerne sende, et på papiret, vanvittig stærkt mandskab afsted - et hold der bestod af nogen de bedste mousesports -og ALTERNATE aTTaX-spillere. Det er naturligvis begrænset hvor meget man kan kigge historisk på holdet, men hvis vi tager et kig på spillerne så er der ingen tvivl om at Tyskland stiller med fem spillere, hvis individuelle niveau er så højt at de kan tillade sig at gå efter guldet. Den eneste faktor man kan tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved er holdets træning op til eventen - om det bliver afgørende er rigtig svært at sige, for alle spillerne har masser af international rutine, og vi er sikker på at tyskerne bliver rigtig svære at have med at gøre.
NavidJ 'Kapio' Javadi
Jan 'mooN' Stolle
Benjamin von 'paN' Mulert
Roman 'roman' Ausserdorfer
Manuel 'Tixo' Makohl
4.
Team NoA
Selvfølgelig, fristes man til at sige, er danskernes repræsentant NoA, der endnu engang skal ud og bevise at de hører til i den absolutte verdenselite. Holdet imponerede ikke til NGL-finalerne tidligere i år, hvor man sluttede sidst i finaleslutspillet. Til gengæld blev der taget revanche ved ClanBase EuroCup XV finalerne senere på året, hvor man strøg helt til tops selvom man spillede en event på det jævne. Danskerne var også godt ude i tovene til den danske WCG-kvalifikation, da man i finalen blev presset 100% af Gravitas Gaming klokken 5 om morgenen. Til gengæld har NoA på det seneste leveret nogle fantastiske resultater online, som lover godt for danskernes færden til WCG. Sunde er efterhånden spillet så godt ind på holdet, at man kan tillade sig at have høje forventninger til danskerne, men der er som bekendt ikke langt fra succes til fiasko. Vi krydser naturligvis fingre for en god dansk præstation i det amerikanske.
Brian 'hpx' Christensen
Danny 'zonic' Sørensen
Muhamed 'mJe' Eid
Alexander 'ave' Holdt
Christoffer 'Sunde' Sunde
I morgen kigger jeg nærmere på de næste hold i rækken, og samtidig vil vi også forsøge at give vores bud på hvem vi tror der flopper.
Link:
WCG deltagere





PGSPokerStrategy.com
fnatic
Team Germany
Team NoA