- Skrevet af Onkel_Fodsved
Skal World of Warcraft nu til at være eSport? Der var en del rystende hoveder da
Pandemic i sidste måned annoncerede, at de indlemmede en gruppe World of Warcraft-spillere i deres trup.
Sidenhen har danske SteelSeries meldt sig på banen ved at sponsorere World of Warcraft-guilden,
nihilum. Selvom det ikke er første gang et firma sponsorerer MMOG-guilds, så vakte det alligevel opsigt, specielt på Counter-Strike scenen, hvor firmaet har en stærk profil.
Nu har World Series of Video Games (WSVG) annonceret, at blandt andet World of Warcraft skubber Counter-Strike 1.6 ud af listen over hovedspil til deres turneringer. Hvad gør egentlig World of Warcraft egnet til turneringsspil?
På verdensplan er der i skrivende stund over 8 millioner registrerede World of Warcraft spillere. Sammenlignet, så er der lidt under 3 millioner spillere på Steam-platformen, hvoraf Counter-Strike 1.6 og Counter-Strike: Source udgør størstedelen. Man skal så også notere sig, at udvidelsespakken til World of Warcraft, The Burning Crusade, ikke er udgivet i
Kina endnu, hvilket meget vel kan øge antallet af spillere betydeligt.
Turneringsform
Den tekniske løsning forhindrer andre i at afholde turneringer uden at involvere Blizzard, hvilket i princippet giver dem fuld kontrol over hvad der sker. At Blizzard selv afholder et 5vs5 verdensmesterskab i World of Warcraft er højst sansynligt grunden til, at WSVG afholder 3vs3 turnering og ikke 5vs5 som er det mest attraktive.
Den turneringsform WSVG annoncerede er som nævnt 3vs3 PvP Arena. Efter udvidelsespakken; The Burning Crusade, blev udgivet tidligere på året, har spillet tilbudt en ny form for gameplay, nemlig PvP arenaen. Arenaen adskiller sig fra resten af spillet, da det er en isoleret del af spillet hvor spillere uden udefrakommende forstyrrelser kan kæmpe i 2-, 3- eller 5-mands hold mod hinanden. Rollespilselementet er altså helt fjernet i denne spilform.
Det har udvikleren; Blizzard Entertainment, fulgt op med at bygge et dynamisk rangsystem ind i arenasystemet, så spillere og hold stiger i rang jo bedre de klarer sig i arenakampene. Der er altså indbygget nye mål i World of Warcraft for spillere som enten har gennemført det, eller simpelthen ikke gider det andet indhold i spillet.
Det er nødvendigt for Blizzard at holde spillerne i spillet længst muligt, da der er abonnement betaling. Kynikere ville måske sige, at tilføjelsen af dette system kun er designet for at holde på spillerne, men er det netop ikke også formålet med et spil: At lave produkt som folk ikke bliver trætte af i længden.
Tidligere har World of Warcrafts PvP Battlegrounds handlet om missionbaserede mål, såsom Capture The Flag og Area Domination. Arenaen introducerer simpel Death Match og som en ven udtaler det: Det er Tekken som massive-multiplayer.
Lige vilkår for spillerne
Uden at gå ind i detaljer omkring, hvordan Arena kampe fungerer, skal det nævnes, at Blizzard har opbygget reglerne således, at alle spillere mere eller mindre er lige. Det vil sige at visse specielle evner, som de forskellige karakterer besidder, er låst og at der ikke kan bruges andre specielle bonusser, end dem de involverede karakterer i forvejen kan fremstille.
Der er desuden en restriktion på hvilket udstyr en karakter kan bruge og oven i det vil al tilladt udstyr være frit tilgængelig for spillerne til WSVG. Sådan er det dog ikke for de almindelige dødelige der sidder og spiller hjemme foran skærmen.
Udligningen af spillernes startvilkår er en nødvendighed for at kunne skabe et balanceret spil, hvorpå den afgørende faktor for at være blandt toppen bliver talent og ikke tidsforbrug, hvilket resten af spillet bærer preg af. Selvom det ikke er perfekt, så er det i mine øjne nok til at skabe et godt fundament til et turneringsspil.
Kampe vil derfor blive afgjort af holdets samarbejdsevne, koordination, strategi og taktik, samt den enkelte spillers forståelse af situationen og evnen til at reagere korrekt.
Basalt set kan man aldrig udligne folks vilkår selvom man prøver. Man vil altid kunne forbedre sine præstationer ved fx bedre hardware eller tilbehør, som andre ikke har mulighed for at skaffe.
WoW egnet som eSport
At disse turneringsmekanismer nu er indbygget i World of Warcraft gør det altså attraktivt ikke bare for spillere, men også for tilskuere at følge. Udfordringen er at få en bred tilskuerskare til at insteressere sig for spillet. Det er naturligt, at spil med den største spillerskare vil klare sig bedst i det henseende, og det er her World of Warcraft har oddsene med sig.
Der har været en del kritik omkring valget af netop World of Warcraft, da mange mener at spillet ikke egner sig til konkurrencebrug og ikke kræver noget form for talent. Der er jeg uenig. Det kan godt være at det ikke kræver talent at spille såkaldt PvE indhold i spillet, men i Player vs Player-delen er der altid den ukendte faktor: Modspilleren. Man kunne i princippet lave konkurrencer i sten-saks-papir, hvis folk altså gad se på det.
De eSport-organisationer, der nu inddrager World of Warcraft-hold, følger med udviklingen og kan se potentialet i spillet. Det vil ikke undre mig, hvis de inden længe tager flere konsoltitler med i porteføljen af spil.
Så for at svare på det indledende spørgsmål: World of Warcraft, eller nærmere bestemt PvP Arena-delen af spillet, har det der kræves for at blive et accepteret turneringsspil og en del af eSportsverdenen.




