
Analyse: NoA vs. All The Rage
- Skrevet af chaOz
Det er endnu en gang blevet analyse-tid her på XplayN.com, og denne gang har vi taget et kig på finalen til netop afsluttede BattleIT #4, hvor NoA mødte All The Rage i de to holds andet indbyrdes opgør til eventen, og mærkværdigvis på selv samme map. Første opgør vandt NoA med 16-14, og dette opgør skulle vise sig at blive mindst lige så spændende og velspillet. Vi har - lige som sidste analyse - lavet en overordnet opdeling som ses nedenfor, og har derudover (for første gang) forsøgt os med videomediet, som hjælpemiddel til forståelsen af en taktik. Om det giver en bedre forståelse forbliver op til jer læsere, men vi håber i vil finde læsningen, samt videoerne interessante.
|
|
de_nuke
NoAs placeringer som CT
zonic: Gaten. Oven på gul hus, B1. Colt.
ave: Gaten, gulvet eller cat-walk, B1. Colt.
Paddy: B1. Cat-walk. Colt.
hpx: Ramp. B1 på cat-walk. Colt.
mJe: Ramp. Colt.
zonic har ansvaret for B1 som CT på nuke. Hans valg af position afhænger meget af hvor de to øvrige på/omkring sitet er. Om de tilpasser sig ham, eller omvendt er svært at sige, og er for så vidt ligegyldigt. zonic befinder sig primært i eller ovenpå det gule hus, og vælger ofte at hoppe over på afsatsen ovenfor ståldøren, hvorfra han bevæger sig ind gennem vinduet til det gule hus, for at overraske modstanderen. ave er mere eller mindre gået ind og overtaget FaagaNs plads på mappet, som er at hjælpe zonic med at dække B1, hvor ave både placerer sig enten på cat-walken eller på gulvet. Hvem der dækker hvad aftales indbyrdes, men som standard har zonic det gule hus som det område, hvor han sætte sin primære fokus, hvilket betyder ave forsøger at placerer sig hensigtsmæssigt i forhold til ståldøren.
Paddy befinder sig oftest på cat-walken, hvor han holder øje med dels B1 - især indgangen til B1 via åbningen i det gule hus, og holder øje med yarden, da den for det meste er udækket. Ham og ave kan dog godt bytte plads ny og næ. mJe og hpx dækker rampen, hvor mJe har den aggressive rolle med bl.a. at gå offensiv på radiorummet, eller hjælpe til andre steder på mappet. Det hænder at mJe bliver bedt om at assistere i eksempelvis yarden, hvor han går offensivt på modstanderen.
Bevægelsesmønstrene ved en rush i B1 er at hpx trækker sig fra rampen og søger mod cat-walken, hvor Paddy oftest er i forvejen. mJe reagerer ud fra Ts angreb - dermed forstået at har T held til at komme ind i B1 og overtage kontrollen, vil han ofte gå offensivt mod centerrummet, og forsøge at presse T derfra. Bliver Ts angreb stoppet i tide og foretager en mindre tilbagetrækning bliver mJe på rampen og afventer et eventuelt angreb. Måske fra en tidligere offensiv indtaget position, lige uden for radiorummet. Bliver der rushet på rampen trækker én af de to på rampen sig nedenunder, mens den anden ofrer sig. Paddy vil hurtig være nede af stigen, mens zonic og ave oftest søger ned i skaktene.
All The Rages placeringer som CT
KongKat: Yard / Gaten. B1. AWP.
whimp: Gaten. B1. Colt.
XciteD: Ramp / Cat-walk. Colt.
MoRf4r: Ramp. Colt.
Drally: Cat-walk. Colt.
KK har sit primære område i warehouse, hvor han med AWP enten spotter mod Ts indgang til yarden, eller sigter mod ståldøren, hvis der meldes om aktivitet i centerrummet og B1. Som taktisk leder har han også påtaget sig rollen som den mest fleksible spiller på denne side, da det er ham som kan assisterer både på rampen eller på cat-walk fra start, alt efter hvad han antager T vil gøre. Står han i warehouse skal han imidlertid være opmærksom på at T kan have boostet én eller flere op på klippen udenfor.
whimp har til opgave at dække ståldøren i B1 med indgang fra gaten, men kan i visse tilfælde dog dække gul hus, hvis KK dækker ståldøren fra sin position i warehouse. Derudover går whimp nogle gange offensivt frem i yarden, hvor han i tilfælde af fri bane, forsøger at komme frem til centerrummet, for at skyde T i ryggen. Bliver der fra Ts side kastet både HE og flashes mod gaten, vil whimp trække sig hurtigst muligt, og modarbejde en T-rush, ved at spraye igennem væggen udefra, mod ståldøren.
Makkerparret MoRf4r og XciteD dækker i fællesskab rampen, hvor det er forskelligt hvem der assisterer i B1, hvis det bliver nødvendigt. Drally har sin faste position på cat-walken, hvor han primært kigger mod indgangen til B1 fra det gule hus. Skulle KK vælge at gå på cat-walk alene med sin AWP, går Drally med whimp i gaten.
Bevægelsesmønstrene i tilfælde af en rush i B1 er at KK sætter sin fokus på ståldøren, mens whimp enten ofrer sig i B1, eller trækker sig via gaten, hvor han, i tilfælde af et forsøg på genindtagelse af sitet, vil presse på fra gaten sammen med KK. Som tidligere nævnt er det forskelligt hvem der trækker sig fra rampen, mens XciteD ofte vælger enten at gå op af stigen til cat-walk, hvor han assisterer Drally, eller går ned i B2, hvor han skyder hul på én af ristene, og kravler ind i skakten, for at overraske T i B1. MoRf4r vælger også nogle gange at gå mod cat-walk for at assistere, ellers går han offensivt fra rampen ind imod radiorummet og centerrummet. Vigtigste faktor, hvis KK vælger at beordre et forsøg på genindtagelse af sitet er timing og kommunikation. Kan granaterne falde nogenlunde synkront både fra gaten, cat-walk, eventuelt fra skaktene og bagfra i center - selvom det er en svær position - har CT ca. en 50/50 chance for at generobre sitet, alt efter hvor T har placeret sig i forhold til de faldende granater.
NoA på de_nuke
Terrorist
NoAs spil som T på nuke er kendetegnet ved primært tre taktikker. Uden at gå i detaljer, så er det en split-rush på B1, hvor tre mand går i yarden og forsøger at presse ind igennem gaten, mens de to andre fra centerrummet enten splitter sig op, så den ene forsøger indgang til B1 via ståldøren og den sidste mand gennem gul hus, eller de kan begge gå gul hus. Som det ses på billedet er en rigtig god detalje at lade én af de tre mand som går i yarden blive ude i yarden, på det sted som nogle kalder newbie-spot, hvor han i al ubemærkethed kan skyde CT i ryggen, når de forsøger genindtagelse af sitet via gaten.
Den anden taktik er en mere langsomt spillet taktik, hvor man blot har en udgangsformation med to på taget ovenpå centerrummet, én dækker yarden, mens de to i centerrummet tager sig af henholdsvis rampen og gul hus/ståldøren. Taktikken er derfor at følge rundens udvikling, og arbejde sig ud fra hvad der sker.
NoAs B1 fake rush
Tredje og sidste primære taktik er en (fake)rush på B1 - nogle genkender den ved navnet 'russer'. I finalkampen var det tydeligt at NoA var udmærket klar over hvor stærke All The Rage er til at genindtage et bombsite, og derfor valgte man en avanceret fakerush på B1. Denne blev brugt i 7. runde, men udgangspunktet for den og den reelle B1-rush (russer) er ens. I 7. runde åbner ave (som var forreste mand) ståldøren med en flash og kaster derefter en HE i gaten, mens de tre efterfølgende Ts gør det samme.
T ved nu at den ene eller begge CTs som plejer at komme ind på B1 via gaten, sandsynligvis har trukket sig på grund af bombardement og at de sætter sig til at spraye igennem væggen ind i B1, hvor ståldørens åbning er. På flotteste vis afventer zonic og ave til CT skal reloade, og rykker derefter ind. "Fake"-elementet sker ved at skyde risten til skakten tættest på ståldøren og lade en mand gå ned og plante bomben nedenunder. Dette er dog ikke planen, da det var ave man sender nedenunder, og ikke hpx, som havde bomben i centerrummet.
Punktet som afgører om taktikken bliver en succes eller ej sker umiddelbart efter dette. Man ved fra Ts side at CT sandsynligvis kun har én mand på rampen, pga. førnævnte aktivitet i B1. T begynder derfor at presse på mod rampen, hvor man over lang afstand skyder for at få CTens (som dækker rampen) opmærksomhed op på dem, alt imens ave kommer frem nede fra B2, og kan uden de store problemer skyde CTen som naturligvis ikke forventede en T fra B2. Derefter kan rushen igen tage fart, da man vælger at sende alle mand nedenunder, og planter i B2, med alle fem mand i god behold. I sådan en situation kan selv All The Rage ikke stille noget op, og vælger klogeligt at holde sig væk fra B2.
Tryk her for at se taktikken på video.
Én ting jeg savnede fra de to holds første opgør, var at hpx (eller den mand som spawner forrest) sprayer igennem ståldøren fra starten af. I første opgør kom whimp ofte fra gaten ind i B1, hvor han tog kraftig skade af netop de skud. En tilføjelse hertil kunne være hvis dén mand der kommer ind i centerrummet som nummer to, sprayer igennem gul mod gaten, da det højst sandsynligt ville have kostet whimp livet.
Counter Terrorist
Da NoA i 3. runde vidste at All The Rage havde købt (man fik plantet i gunrounden, og havde derfor råd i 3. runde) udførte NoA et genialt offensivt modtræk på den rush de forventede der ville komme på B1. Paddy var gået med i gaten, og efter ståldøren blev åbnet af en granat fra T, vælger han at gå offensiv og får skudt en modstander ved det. Samtidig med det, går mJe offensiv fra rampen og får også skudt én mand. Dermed var T rystede, og rushen kunne, med den pludselig nye situation, ikke gennemføres tilfredsstillende. NoA vandt i øvrigt denne vigtige runde, som tvang T ud i endnu en sparerunde. Om det var et kald fra den taktiske leder, en spontant handling fra de to CTs, eller blot rent tilfældighed er naturligvis svært at sige, selvom jeg mest hælder til første option. Veludført det var det i hvert fald, og det blev meget afgørende for at All The Rage ikke kom tilbage ind i kampen.
Udover dette var der især to andre handlinger fra NoAs side, som gjorde det svært på All The Rage. Det intense og vedvarende bombardement af det gule hus med både HE, flashes og smokes, kombineret med en utryg følelse af hele tiden at skulle være yderligere på vagt, når man befandt sig i centerrummet, pga. de førnævnte offensive udspil fra NoA, gjorde at det tog noget tid før T igen fandt rytmen og modet til at udføre taktikkerne som de skulle. Udover dette, så var det tydeligt at zonic havde lært sin fejl i første opgør på dette map, da han minimum to gange blev taget ud af MoRf4r i det gule hus, hvor zonic var kravlet ind gennem vinduet. Det skete ikke en eneste gang i finalekampen.
All The Rage på de_nuke
Terrorist
Som T på nuke fik All The Rage ikke levnet mange chancer. Som nævnt lige ovenfor, så var det en bitter runde at tabe, da holdet for første gang på T-siden havde haft mulighed for at købe våben, og mister så to mand forholdsvis hurtig. Den ene taktik den gik helt hjem som All The Rage var der imidlertid ikke meget taktik over. Dette skal forstås på den måde, at den på samme måde som NoAs mere langsomme taktik, går ud på at sende folk i forskellige retninger, og så løbende vurdere situationen. Det var netop hvad der skete i denne runde.
Ingen taktik er nogle gange det bedste
At give den et navn er mere end almindelig svært, for det er ikke en decideret sneak, fake eller rush. En 'gå-i-den-retning-og-forsøg-at-pille-en-modstander'-taktik eller kaostaktik er vel det mest nærlæggende man kan komme en beskrive dette udspil, hvor der dog er nogle indbyrdes samarbejder som er værd at bide mærke i. KK går med sin AWP i yarden, MoRf4r går på taget ovenpå centerrummet for at skyde igennem til CTs position på cat-walken, Drally forsøger at pille én på rampen, mens whimp og XciteD tager plads i center. Det flotteste i selve taktikken er det (måske ubevidste) sammenspil mellem MoRf4r og KK, da førstnævntes skyderi mod cat-walken tvinger ave ud på kanten af cat-walken, hvor han ikke bliver ramt af skudene.
Imens er KK i al ubemærkethed kommet frem i yarden og kan nemt skyde ave med sin AWP. Herefter begiver MoRf4r sig ned i centerrummet, hvor han sammen med de andre afventer KKs udspil. Mens alt dette er sker, er Drally død i radiorummet, hvor han blev taget ud af en HE, efter at have skudt hpx. KK er nu helt fremme i gaten, hvor han formår at skyde både zonic og Paddy inde på selve B1, inden mJe får taget ham ud. De tre sidste Ts i/ved gul hus bliver derfor klar over, hvor mJe befinder sig, og rusher mod rampen, hvor de til sidst får taget mJe ud.
Tryk her for at se taktikken på video.
Dette var også den eneste runde som All The Rage fik på T-siden, hvilket måske kan være lidt overraskende. Én ting man godt kunne have savnet fra holdets side, som NoA i øvrigt ofte gjorde, var at tre-fire mand smed deres HEs samtidig i det gule hus fra center. Står der en mand ovenpå eller tæt ved gul hus vil han, om ikke dø, så blive kraftigt skadet. Det virkede ikke rigtig for NoA, men det ville det i nogle tilfælde have gjort for All The Rage, da én af zonic favoritpositioner netop er ovenpå gul hus, eller på afsatsen over ståldøren.
Counter Terrorist
All The Rages CT-side på nuke viser en ret interessant tendens igennem hele halvlegen i finalekampen. Bemærkelsesværdigt er det at i 11 ud af 15 runder, formår T på en eller anden vis at få plantet bomben. Altså ca. 75% af runderne bliver All The Rage på en eller anden vis udspillet rent taktisk på mappet, og magter altså ikke deres primære opgave - at dække bombsites og modvirke at T får bomben plantet. Ikke at det er en nem opgave mod NoA på et map som nuke. Endnu mere interessant er det imidlertid at i 7 af de 11 runder, kommer All The Rage igen og får defuset bomben.
Som tidligere nævnt så er kommunikation alpha og omega på dette map, hvis man skal lykkes som CT. En hurtig, og vigtigst af alt, korrekt melding gør at CT kan nå at komme T så meget i forkøbet, at de har held til at genindtage sitet. Især imponerende er All The Rages granater, hvis vigtighed er blevet beskrevet længere oppe. De formår på flotteste vis at synkronisere alle mands tilbageværende granater, og får det maksimale ud af dem, naturligvis kombineret med en god timing og en smule held.
En interessant observation er også at stort set alle spillere (når holdet har våben) køber smokes. Til at starte med kan det måske undre én en smule, da det fortrinsvis er T der, som den angribende part, bruger dem i deres taktikker, hvis man vil have en modstander eller et område sat ud af spillet. Som det er forsøgt illustreret på billedet (NoA har med to mand plantet bomben i B2, og All The Rage er hurtig på plads med tre mand. Begge Ts befinder sig oppe bag de automatiske glasdøre), så kommer CTs smokes især til sin ret i en sådan situation.
Alle tre mand har endnu deres smokes tilbage, og alle bliver brugt til at sætte modstanderen ud af spillet, mens bombet bliver defuset. Nogle T-taktikker satser dog på at udspille den defusende CT ved at skyde i hans retning gennem døren - også selv om der er smokes. Dette lykkedes dog ikke i denne situation, og begge Ts bliver elimineret.
Wallbanging
Som de fleste ved så er nuke mappet, hvor man - på grund af dets udformning - i i høj grad kan skade eller dræbe sin modstander ved at skyde bestemte steder på mappets vægge. Dette var især All The Rage gode til, da det ikke blot handler om at vide hvor man skal skyde, men også i høj grad kommunikationen omkring hvor T befinder sig på mappet. Nedenfor er nogle eksempler på hvor man på nuke, som CT kan skyde igennem. Alle billeder er udvalgt fordi de netop skadede en T kraftigt eller dræbte ham.






zonic











