Forbundet eSport Danmark fik ikke et dansk hold med til Samsung Euro Championship fordi kassebeholdningen er tom.
Og værre blev det, da organisationen meldte ud, at man heller ikke havde finanser til at sende et Counter Strike-mandskab til WCG.
Men har eSport Danmark gjort arbejdet godt nok? Vi stak mikrofonen i hovedet på Jens Christian Ringdal, formand for eSport Danmark.
I fortæller brugerne på den danske CS-scene, at vi ikke får et hold til WCG grundet pengemangel. Hvordan er det for dig som ildsjæl?
Vi havde helst set, at vi kunne sende hold af sted indenfor alle de forskellige spil, men uden den fornødne kapital er dette desværre ikke muligt. Som ildsjæl og ikke mindst en del af eSport Danmark er dette naturligvis yderst trist.
Hvis vi hæver os i helikopterperspektiv lidt: Er det i virkeligheden ikke det, eSport Danmark er sat i verden for: At vise verden, at Danmark er bedst?
Formålet med eSport Danmark er blandt andet at være med til at udbrede kendskabet til computerspil og eSport i Danmark. Vi arbejder også målrettet overfor politikere såvel som øvrige interesseorganisationer i håbet om, at vi over tid opnår anerkendelse, og dermed også får økonomi til at have et sekretariat, samt være i stand til at sende landshold til turneringer.
Vi har i eSport Danmark faktisk deltaget i rigtig mange arrangementer, både som arrangør og som medarrangør. Vi har støttet eliten, vi har været på biblioteker, i storcentre, vi har ageret foredragsholdere og meget andet.
Der var heller ikke penge til at sende et hold til SEC. Er kassen tom?
Der har som sådan aldrig været penge i kassen, som du antyder. Hver gang eSport Danmark har medvirket til en aktivitet i Danmark såvel som i udlandet, har dette været muligt via vort netværk af ressourcepersoner samt sponsorer. Jeg vil benytte lejligheden her til at takke alle disse personer, som har, og fortsat gør et stort stykke arbejde i regi af eSport Danmark.
I har heller ikke fundet sponsorere til at sende et hold til WCG. Har I gjort jeres arbejde godt nok?
Det er for nemt bare at konkludere, at vi ikke har gjort det godt nok. Alle der skal finde sponsorer, med undtagelse af de "store" sportsgrene, lider desværre under en vis tilbageholdenhed blandt sponsorerne. Der er desværre ikke lige nu den store lyst for nye sponsorer til at kaste sig ind i computerspil og eSport. Vi er i god dialog med flere potentielle sponsorer, og vi håber da på, at vort seriøse arbejde bærer frugt i 2012, således vi kan få lidt flere penge i kassen til flere af de meget omkostningstunge aktiviteter, som det er at sende landshold udenlands.
Hvad gør I for at få nye sponsorere?
Vi arbejder målrettet på at skaffe sponsorer til eSport Danmark. Det er ikke nemt, og den finansielle krise gør så absolut ikke dette arbejde nemmere. Sponsorer kan dog ikke redde den danske scene alene. Spillerne er nød til at forstå, at for at opnå anerkendelse og dermed også økonomi, er medlemskab af eSport Danmark en nødvendighed enten via lokale klubber eller direkte medlemskab. Vi er nødt til at organisere os som for eksempel en fodboldklub, hvor man betaler kontingent, ellers når vi aldrig videre desværre.
Siger du dermed, at spillere/initiativtagere selv bærer en del af skylden, fordi de ikke gør noget aktivt for at få et klub-baseret forbund?
Nej. Vi beskriver blot situationen, som den er. Skal vi modtage økonomi fra fx Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) foregår det på den måde, at de yder et krone-for-krone-beløb, og ligesom Danmarks Idræts Forbund (DIF) skal der være et minimum på 3.000 medlemmer i organisationen. Skal vi modtage støtte fra Christiansborg, er det en forudsætning, at der findes klubber/foreninger (ikke nødvendigvis klubhuse) i Danmark. Det kan fx være hold, der organiserer sig som foreninger eller melder sig ind i en eksisterende forening.
Hvordan gør man så lige det?
Der findes ingen let vej til dette mål. Organisering og stabilitet er en nødvendighed. En interessant tanke er, hvis fx SLAP og XpN's medlemmer via en samarbejdsaftale opnåede medlemskab af eSport Danmark til en fornuftig pris. Sådan har det svenske forbund fx indgået en aftale med Dreamhack. Igennem en sådan aftale kan eSport Danmark nå en medlemsstørrelse, der både i forhold til sponsorer samt Christiansborg vil gøre forbundets arbejde betydeligt nemmere og forhåbentlig resultere i, at vi når målet, og at vi får en slagkraftig organisation med en sund økonomi.
eSport Danmark er klar til at indgå samarbejdsaftaler, og SLAP samt XPN er naturligvis yderst interessante som aktive samarbejdspartnere. Vi tror på, at samarbejde er til gavn for alle involverede parter - hellere i dag end i morgen!
Hvordan ser det ud med StarCraft 2, som I har taget under vingerne?
StarCraft venter vi os meget af, og specielt den kommende kvalifikation til Beep´11 bliver interessant at følge, da vi i Danmark helt bestemt har potentialet til at begå os i dette spil på europæisk såvel som på verdensplan. En sponsor har valgt at gå ind og støtte Starcraft landsholdet, og dette er vi yderst tilfredse med i eSport Danmark.
Link:
eSport Danmark










SK Gaming vs.
MYM vs.
NiP
NiP vs.
Virtus.pro
Cursive
LDLC vs.
aTTaX