
TOP 3: De bedste danske hold
- Skrevet af LTO - 29/12 2008
Trods sin størrelse, har lille Danmark fostret mange store hold gennem tiden. Undertegnede giver her sine tre bud på de bedste danske hold nogensinde.
Se her, hvem der er med på listen - og se, om du er enig.
3. Titans
På listens tredjeplads finder vi anden generation af
The Titans, et hold som blev synonym med spillerne: KK, whiMp, eGene, EraZ, Drally og spx. Og som ikke glemmes lige forløbig.
Et overraskende - men fuldt fortjent - verdensmesterskab fra ESWC 2004 med finalesejr over
spiXel, står ubetinget som prikken over i'et for dette hold, som med sejren blev det første danske hold nogensinde til at bestige det fornemmeste trin på podiet ved en stor udenlandsk turnering. Triumfen gav genlyd i hele Europa og ekkoet nåede hele vejen til USA, hvor arrangørerne af CPL Summer belønnede danskerne med seed fem. I sidste ende blev det dog "kun" til sjetteplads, men til historien hører, at titanerne spillede uden whiMp, der var udelukket grundet djævelske aldersrestriktioner. Ved CPL Winter samme år placerede Titans sig igen som nummer seks. I mellemtiden havde holdet sat den danske scene til vægs ved DEL-finalerne og Played LAN #2 samt erobret fornemt WCG-sølv i San Francisco. Som om det ikke var nok, blev året sluttet af med en andenplads ved femte udgave af Played LAN. 2004 var om nogen Titans' år.
Det blev kalenderåret 2005 derimod på ingen måde. På andendagen i det nye år gik whiMp inaktiv, og siden forlod det taktiske unikum, KK, sine holdkammerater. The Titans blev efterfølgende headhuntet til at være SKs nye internationale hold, men bortset fra en imponerende andenplads ved ESWC i afskedsturneringen, fandt holdet aldrig takterne fra 2004 og opholdet må alt i alt betegnes som en gedigen skuffelse. Det ændrer dog ikke ved, at Titans er ét af de største danske hold i historien.
Kommentar: Magien forsvandt med KK.
2. SoA
Frygtet i verden. Usårlige i Danmark. CrashJack, Attermann, Jackieboy, Majestic og Vicon m.fl. Rigtigt gættet - på andenpladsen finder vi allerførste version af legendariske
Spirit of Amiga, holdet der for alvor kickstartede dansk Counter-Strike. Modsat The Titans blev det dog aldrig til en stor international triumf, men holdet var tæt på i flere omgange og udmærkede sig også fornemt på andre områder.
Blandt andet ved at være fuldstændige uovervindelige på den danske ClanBase-ladder, som på daværende tidspunkt var spækket med tophold og generelt højt anset. 52 sejre af 52 mulige understeger med al sin tydelighed, at SoA var Danmarks klare etter, og et hold alle ville, men ikke kunne slå i perioden omkring og efter århundredeskiftet. Efter at have skudt den danske scene synder og sammen, tog SoA i december 2000 til tyske Køln for at deltage ved den første europæiske CPL-turnering nogensinde. I messebyen gik amigaholdet flot hele vejen til finalen, hvori
Clan Z dog viste sig for stærke. Selv samme Clan Z gjorde uger senere igen livet surt for SoA - denne gang i finalen af ClanBase EuroCup II.
Fire måneder senere, i det der skulle vise sig at blive holdets sidste turnering, deltog SoA som det første danske hold nogensinde ved CPL Dallas. Trods status som debutanter i Guds eget land blev det i sidste ende til flotte bronzemedaljer og $3.000. En bedrift der ikke siden er overgået af noget andet dansk hold i Dallas. Alting har dog en ende, og for SoA kom den allerede få dage efter hjemkomsten, da Attermann, Jackieboy, Majestic og Vicon alle forlod SoA og blev en del
Allstars sammen med Potti, HeatoN og XeqtR. Det banede samtidig vejen for et nyt legendarisk SoA-hold.
Kommentar: Kunne have nået så meget mere.
1. mTw
At nutidige
mTw.AMD skal være etter på denne liste, tror jeg meget få, hvis overhovedet nogen, vil argumentere imod. Og dét med logisk grund, for holdets resultater siger det hele og tegner et rosenrødt billede af et succesfuldt mandskab, som bare er blevet bedre og bedre med tiden.
Altdominerende på den danske scene gennem mere end to år er status for dette hold, der simpelthen har siddet på alt nævneværdigt og til tider været syvmileskridt foran de nærmeste forfølgere. At holdet tilmed kun to gange på to år er sluttet bag et andet dansk hold til en dansk LAN-event, er iøjefaldende og ikke mindst en helt fantastisk bedrift, som fortjener anerkendelse. Set med danske briller i internationalt sammenhæng er holdet også helt uden sidestykke. En fjerdeplads til WCG 2006 blev gennembruddet, der sidste år blev fulgt op med bitre sølvmedaljer ved både ESWC og WCG. I år tog holdet så det sidste lille skridt, og er siden nærmest druknet i sejrschampagne i kraft af flotte sejre ved KODE5 Global Finals, ESWC Masters, World e-Sports Masters og WCG. En uovertruffen præstation som straks leder tankerne tilbage på 2003, hvor suveræne
SK.swe hjemførte fire CPL-titler og WCG.
mTw.AMD står i dag tilbage som det klart bedste danske hold nogensinde og overgået bliver de formentligt aldrig. Holdet er det bedste levende bevis på, at stabilitet og hårdt arbejde betaler sig i den lange ende, og absolut ingenting taler for, at holdet skulle være på tilbagetog. Forvent derfor flere triumfer fra dette fantastiske hold i det nye år.
Kommentar: Bare de bedste.







SK Gaming vs.
MYM vs.
NiP
NiP vs.
Virtus.pro
Cursive
LDLC vs.
aTTaX