
TOP 3: De største LAN-skandaler
- Skrevet af LTO - 16/08 2008
Dårlige LAN-events har der været oceaner af gennem tiderne. Undertegnede giver her sine tre bud på de største LAN-skandaler i historien.
Se her, hvem der er med på skandalelisten - og se, om du er enig.
3. ESX 2003
Lokation: København
Dato: 12.-16. november
Indrømmet, det har ikke været nogen nem opgave at finde denne listes tredjeplads, da utallige events, på hver deres forskellige måde, havde masser af unoder at byde på. Til syvende og sidst faldt valget dog på storstilede The eSport Experience, efter tæt konkurrence fra ClickArena 2003, WSVG Louisville 2007, Optihack 2004 og OsloLAN 2004.
Med 1500 pladser i Club Danmark Hallen skulle ESX have været "The largest gaming event in Scandinavia" og samtidig stedet for afholdelsen af CPL Europe Copenhagen 2003, som skulle være trækplasteret for det udenlandske deltagerfelt. Opsummering: Altså to turneringer under samme tag, der skulle sætte lille Danmark på landkortet som professionel lanarrangør.
Oprindeligt skulle turneringen have slået dørene op allerede i pinsen, men den fundne storinvestor viste sig at være en and, og så måtte turneringen udskydes til september. Tiden gik, og det blev efterår. Og ESX blev på ny udskudt - denne gang til november, eftersom det, kort før sidste betalingsfrist til CPL, viste sig at pengene fra billetsalget, var taget med den nyudpegede salgschef til Ibiza. På samme tidspunkt kom det også frem, at flere af hans skaffede sponsorater var af mere tvivlsom karakter. Tredje gang blev heller ikke lykkens gang for de stakkels arrangører der, efter at være blevet fuppet af en ny investor, besluttede at dreje nøglen om og aflyse den uheldsplagede event. CPL Copenhagen reddede imidlertid livet, og blev senere afviklet under kummerlige forhold i det østlige København.
Kommentar: En fugl i hånden er bedre end ti på taget.
2. ECG 2003
Lokation: Paris
Dato: 26.-27. september
En europæisk udgave af World Cyber Games var hvad Euro Cyber Games gav sig ud for at være. Turneringen skulle vise europærerne eSporten fra sin bedste side af, og det skulle gøres ved bl.a. at invitere otte europæiske storhold og ved at holde Europas hidtil største pigeturnering. Desværre kom turneringen kun til at vise, hvordan man absolut ikke skal gøre tingene.
Straks fra start var der problemer med netværket, som de franske arrangører ikke lige havde fået gennemtestet. Det krydret med driverproblemer og reinstallationer gav store forsinkelser i alle de seks annoncerede turneringer, der ikke kunne afvikles samtidigt grundet for få computere. Værst gik det ud over mændenes Counter-Strike turnering der, efter mere end otte timers forsinkelse, pludselig var aflyst og taget helt af programmet til fordel for kvindernes combo. Hertil skal det dog nævnes, at kvinderne kæmpede om vigtige billetter til WCG 2003, mens de otte mandlige hold allerede på forhånd var kvalificeret hertil. Men det slutter slet ikke her. Lidt over midnat vendte de franske arrangører nemlig bart på en tallerken og krævede alligevel den mandlige turnering gennemført med start kl. 01:00(!). På dette tidspunkt var det dog allerede blevet for meget for de otte ventende hold, som solidarisk besluttede at boycutte turneringen og rejse hjem den følgende morgen.
Var der mere? Nåh ja, det skal også med til farcen, at arrangørerne fra starten havde "glemt" at sørge for WarCraft 3 og FIFA 2003 på turneringsmaskinerne. Tænk at annoncere konkurrencer i spil man ikke har. En fuldstændig tragikomisk situation, der afgjort ikke blev bedre, da problemet blev afhjulpet ved at downloade og installere piratversioner(!) af de to spil. Sikker, sikker andenplads til franskmændene.
Kommentar: Skoleeksempel på hvordan man ikke skal gøre.
1. CXG 2004
Lokation: Las Vegas, Nevada
Dato: 8.-11. januar
Det skulle have været den største turnering verden hidtil havde set, en seriøs konkurrent til de tre store turneringer - ESWC, WCG, CPL og en ny målestok for fremtidige events. Fra start så Cyber X Games også meget lovende ud. Arrangørerne allierede sig med mastodonter som AMD, ATI og Microsoft og annoncerede en svimlende præmiepulje på $600.000. Hertil kom diverse kvalifikationsturneringer i Europa, Asien, Australien og Nordamerika.
Jov jov, arrangørerne mente det seriøst, men her ophører lovordene også, for CXG blev en dundrende fiasko af hidtil usete dimensioner. Alt sammen grundet en række omstændigheder, der i størstedelen af tilfældene kunne spores tilbage til arrangørerne selv, hvis forarbejde lod alt tilbage at ønske. F.eks. var den opstillede ADSL-forbindelse så langsom, at der end ikke kunne oprettes forbindelse til Steam. Læg dertil et tydeligt underbemandet stabspersonale, der ikke var i stand til at udbedre nogen problemer, et manglende turneringsskema, en stor stak netværksproblemer og computere der ikke var i nærheden af at være sat op fra start, og så får man en tilstand med totalt kaos i alle turneringer.
Efter forsinkelser på to dage(!) blev CS-turneringen aflyst på tredjedagen, da det kun kunne lade sig gøre at gennemføre to kampe samtidigt. I stedet blev der stablet otte opvisningskampe på benene, hvor vinderne af hver kamp kunne trøste sig med $10.000. Et fuldstændig desperat forsøg af arrangørerne for at redde lidt af æren. Og fair var det bestemt ikke. Storholdene fik pludselig chancen for en økonomisk gevinst, mens de mindre prominente hold kunne kigge måbende til i baggrunden. En skandale i skandalen.
I alt blev syv ud af ni turneringer aflyst eller afbrudt ved CXG. Det siger vist det hele.
Kommentar: Højt at flyve, dybt at falde.







NiP vs.
Wolves
Virtus vs.
CPLAY
ENTiTY vs.
TCM
eSuba