str1ke fik her til aften deres første sejr i EPS, da holdet besejrede
Anxiety, der ellers var flyvende efter deres flotte start i går.
Holdet kom dog hurtigt helt ned på jorden igen, mens str1ke formentlig svæver på en lille lyserød sky, efter at kunne indkassere de første tre point på kontoen.
Det var en ganske fortjent sejr vi blev vidne til her til aften. str1ke havde godt styr på sagerne, og havde så også fordelen af at starte som counter-terrorister på nuke. Traditionelt set så giver det altid et lille forspring, og det var også tilfældet. Selvom Anxiety i flere runder lagde bedst ud, så var defensiven str1ke's stærkeste våben i kampen, og holdet kunne gå til pause foran 11-4.
Den føring holdt hele vejen hjem, for str1ke startede også bedst i 2. halvdel af kampen, og kom relativt nemt til de første par runder. Anxiety tog sig kærligt af tredje, men det var også det mest opmuntrende Anxiety kunne diske op med i dag. Ved stillingen 7-4 tog str1ke den afgørende runde hjem i sækken, og kan således tilføje tre point til EPS-kontoen.




